Træhuse er sund fornuft!​

Scanwo Logo

Ægtepar realiserer boligdrøm i Ejby Ådal

Det er aldrig for sent at bygge et Scanwo træhus. Det er Helle og Søren et godt eksempel på. Selvom ægteparrets aldersbarometer har rundet henholdsvis 61 og 69 år, har de solgt huset i Jyllinge og købt byggegrund i Ejby Ådal, hvor de vil realisere deres drømmehus.

Sammen med den trofaste følgesvend, hunden Donna, har Helle og Søren slået sig ned i en campingvogn på byggegrunden i Ejby Ådal tæt på Kirke Hyllinge, der ligger mellem Holbæk og Roskilde. Som uddannet møbelsnedker har Søren skruet hænderne rigtigt på, og sammen med hustruen har han kastet sig ud i et Scanwo Selvbyg projekt.

– Vi boede godt 20 år i Jyllinge med vores to drenge. Vi nød det, og vi elskede at renovere vores hus, så det blev lige nøjagtig, som vi ønskede det. Men efter en lidt turbulent periode med sygdom, valgte vi at sætte huset til salg for at finde en byggegrund eller et mindre byhus til Søren og jeg, fortæller Helle.

Bygger helårs træhus på sommerhusgrund

Den mission viste sig at være nærmest umulig at realisere til det budget, ægteparret havde.

– Huspriserne og byggegrundene i Jyllinge og Roskilde er tårnhøje. Vi kastede derfor vores kærlighed på en sommerhusgrund i Ejby Ådal, hvor vi er gået i gang med at bygge et helårshus, som vi må bo i året rundt, da jeg er førtidspensionist. Vores hus kommer til at ligge naturskønt tæt på vandet og skoven. Der er kulsort herude om natten og den stjerneklare himmel er så smuk, siger Helle.

Scanwo Selvbyg koncept tiltalte ægteparret

Scanwo’s Selvbyg koncept er designet til gør-det-selv typen, der både kan og vil bygge deres eget træhus, og netop muligheden for selv at kunne stå for byggeriet var den væsentligste årsag til, at familien valgte Scanwo.

– Vi har selv tegnet vores nye hus, og som mangeårig møbelsnedker ville jeg gerne selv stå for byggeriet. Det er muligt i Scanwo’s Selvbyg koncept. De har leveret et byggesæt og støbt fundamentet. Udover lidt hjælp til spærene står jeg og Helle selv for resten, fortæller Søren, der, sammen med hustruen Helle, glæder sig over samarbejdet med Scanwo.

– Efter en god indledende dialog med Erik Berg besøgte vi Scanwo i Vejle og så et af deres huse. Vi faldt pladask for det, og fra starten har vi følt en enorm tryghed i samarbejdet med Scanwo. Processen er god, og vi får det, vi har aftalt. De lytter og svarer på vores ”dumme” spørgsmål med smil og professionalisme. Det er guld værd. Vi er meget tilfredse og kan varmt anbefale andre at bygge med Scanwo, fortæller Søren.

Helle og Søren bygger med krudt i røven

Ægteparret forventer at flytte ind i deres nye hus i løbet af efteråret.

– Vi glæder os som små børn til juleaften. Vi har altid haft krudt i røven, så byggeriet går stærkt og hurtigt fremad. Det bliver som en drøm at flytte ind i vores nye hjem. I den sydvendte stue og køkken-alrummet er der vinduer fra gulv til loft. Det giver et fantastisk dejligt lysindfald. I kombination med vores individuelt indrettede hus, hvor hver en kvadratcentimeter er godt udnyttet, får vi det træhus, vi har drømt om, og som vi glæder os til at nyde vores seniortilværelse i sammen med vores venner, børn og et barnebarn, der er på vej, understreger Helle og Søren.