Træhuse er sund fornuft!​

Scanwo Logo

Fra drøm til virkelighed #3

Fra drøm til virkelighed #3

Anni Højrup og Sten Appelon Petersen er flyttet ud af skurvognen og ind i deres drømmehjem i et hyggeligt parcelhuskvarter i Stouby tæt på skov og Rosenvold Strand.

For et lille års tid siden mødte vi for første gang familien Højrup og Petersen til en snak om byggeriet af deres nye hjem. Omkring det lille spisebord i den 22 kvadratmeter store skurvogn fortalte Anni og Sten om deres forventninger og drømme til deres træhus, som Sten havde tegnet på.

Læs “Fra drøm til virkelighed #1”

Læs “Fra drøm til virkelighed #2”

1. marts var stregtegningerne endegyldigt forvandlet til et lyst og funktionelt drømmehjem. I den tredje historie om ”Fra drøm til virkelighed” fortæller Anni Højrup og Sten Appelon Petersen om byggeriet af deres drømmehjem, om de små bump på vejen, og om hvordan det er at få et træhus, der er 100 % skræddersyet til netop deres behov.

”Lad os bare slå en ting fast. Det var ikke vemodigt at se skurvognen køre væk. Vi har boet på ganske få kvadratmeter i et år. Det er gået godt, men det er en helt fantastisk oplevelse at flytte ind i vores nye træhus. Vi har fået et lyst og åbent hjem, som vi er ved at gøre til vores. Det er helt nyt for os at bo i et hus, der er formet og bygget til os. Vi føler indimellem, at vi er i sommerhus, men det er en god følelse”, fortæller Anni Højrup.

Alt har ikke været fejlfrit – men udfordringer er altid blevet løst
Scanwo træhuset i konceptet færdigbyg lever 100 procent op til de forventninger, som familien havde og har til deres nye hjem.

”Jeg tror ikke, at man kan bygge et hus, uden at der undervejs opstår udfordringer. Vi har også oplevet mindre overraskelser og skred i tidsplanen. Eksempelvis har de store vandmængder forsinket byggeriet en smule. Men i hele byggeprocessen har vi haft en god dialog med Scanwo og deres håndværkere. De har lyttet til os og svaret på alle vores spørgsmål. Vi har arbejdet sammen om at få projektet færdigt. Scanwo har taget hånd om alle udfordringer og løst dem. Vi har aldrig følt os efterladte i processen”, understreger Sten Appelon Petersen.

Et funktionelt drømmehus
Ved stuebordet i det åbne køkkenalrum fortæller Anni Højrup og Sten Appelon Petersen, at de har fået et hus, der passer helt perfekt deres familie- og arbejdsliv.

”Vi har ikke fortrudt én eneste af de beslutninger, vi har truffet. Vores nye hus er nøjagtig, som det skal være. Vi har fået et brugshjem. Køkkenalrummet er hjertet i huset, hvor der er plads til at være sammen med familien og gode venner. Der er luft og masser af lys”, siger Anni Højrup.

Workzone giver arbejdsro
At huset er skræddersyet til Anni Højrup og Sten Appelon Petersen understreges af, at der i husets vestlige del er indrettet en ”workzone” med egen indgang.

”Jeg arbejder som headhunter. En stor del af mit arbejde foregår hjemmefra foran computeren. Vi har derfor indrettet et kontor, der er ”adskilt” fra den øvrige del af huset med en glasdør. Når glasdøren lukkes, kan jeg arbejde uforstyrret og føle, at der er en forskel på arbejdsliv og fritid. Får jeg kandidater på besøg, kan de bruge ”bagindgangen” uden at skulle igennem hele huset. Det er smart og giver et professionelt indtryk”, fortæller Sten Appelon Petersen.

Et sundt og klimavenligt træhus
Anni Højrup og Sten Appelon Petersens nye træhus med ensidet taghældning er på 153 kvadratmeter og indeholder køkkenalrum i forbindelse med stue, viktualierum, to badeværelser, tre værelser, walk in closet, bryggers og to indgange. Det er bygget efter BR2018 standarden, men det opfylder også kravene i BR2020 standarden.

”Træhuset opvarmes af en varmepumpe. Det er anslået, at vi får en varmeregning på 2.700 kroner om året. Det er billigt og ikke mindst godt for miljøet. Vi føler i den grad, at vi har fået det træhus, vi drømte om. Det er funktionelt og 100 procent afstemt til vores behov, ønsker og liv”, understreger Anni Højrup og Sten Appelon Petersen samstemmende.

img

2020-04-16T15:32:59+00:00